Utryghed kan være trygt

0 Flares Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×
Forståelse, Accept og handling

Den 21. September er min mors fødselsdag. Tiden omkring den dag får mig til at reflektere over større ting, end hvad aftensmaden skal bestå af og om naboens græs er grønnere end mit. For 4 år siden døde min mor som følge af 47 års misbrug. Hun kunne i dag være blevet 63 år. Kort fortalt blev jeg født ind i en familie, hvor misbrug lå i genetikken gennem flere generationer. Alkohol og vold, havde fyldt meget i både min mors og fars opvækst. Men mine forældre tog skridtet videre, de blev blandingsmisbrugere. En god cocktail af alkohol, hårde stoffer og piller, var en del af deres hverdag fra en tidlig alder. Selv mens jeg lå i min mors mave, var stofferne en daglig del af hendes kostpyramide.

Min opvækst i totalt kaotiske og utrygge omgivelser

Miljøet som mine forældre begik sig i og hvor de slog sig ned, kan på ingen måde sidestilles med de danske parcelhuskvarterer, med ligusterhæk og flagstang. Det var betonblokke, med tunneller som lugtede sødligt af øl og urin. Legepladser med kanyler begravet i sandet. Kom man udefra, ville man føle sig utryg efter mørkets frembrud, men for mig var det hjem og jeg kendte hver en sten på gaden, hvert et gemmested i området, som jeg havde opdaget tilfældigt, når jeg var på flugt fra de ældre drenge i området. Det hændte også at det var voksne jeg flygtede fra. I et sådant miljø, kan voksne være primitive. Så hvis min mor havde indtaget for meget alkohol og fået sagt noget dumt til nogen af hendes kumpaner, ja så hændte det at det var mig som fik øretæverne for det.

Der var dage hvor vores 3-værelses beton-lejlighed, kunne være fyldt med liv, festlig stemning, flasker som klirrer og den tunge hashtåge som fyldte rummene op. Her lå jeg som lille pige under det tunge marmor sofabord, lyttede til de voksnes toneleje og var parat. Parat til at forsvare mig, til at gå i krig, når stemningen skulle vende. Når latter blev til råb. Når kram blev til slag. Eller når en rus blev til en overdosis. Og når det skete var der kun mig til at handle. Mig til at sørge for min mors sikkerhed, og mig til at redde liv. Det ansvar havde jeg påtaget mig før 1. klasse.

Hvordan kan det være trygt?

Når jeg nu tænker tilbage på min barndom, så mindes jeg, at jeg var tryg når jeg var i kontrol. Jeg følte utryghed når jeg sad i skolen, væk fra min mor, uden mulighed for at vide hvad der foregik. Dette var, vel at mærke, før smartphones kom på markedet. Jeg har fra barnsben udviklet en robusthed, som var anderledes end børnene i villakvartererne. Jeg havde udviklet antenner. Disse antenner brugte jeg til at aflæse stemninger, og ud fra det kunne jeg handle, hvilket det gav mig kontrol og tryghed.

Jeg tror at vi, som mennesker, uanset om vi vokser op i krigshærgede områder eller i et slumkvarter fyldt med sprut og narko, har brug for at kunne føle os trygge, selv når noget er utrygt. Så vi skaber den tryghed inde i os selv når de voksne eller omgivelserne, ikke kan skabe den for os. For mig blev trygheden kontrol og det er det stadig den dag i dag. Jeg kan klare mig igennem alle situationer, så længe jeg kan handle og derved føler jeg kan skabe kontrol.

Omkostningerne for det voksne barn

Men hvad er omkostningerne for det voksne barn, som har måtte skabe tryghed for sig selv, i utrygge omgivelser? For mig er det blevet tydeligt, at jeg er så kontrolleret, at jeg til tider glemmer at leve. Jeg har svært ved at være i nuet og bekymrer mig altid om, hvad der skal ske næste år. Jeg har svært ved at være i situationer, som jeg ikke føler jeg kan styre eller kontrollere. Særligt har jeg brug for at føle, at jeg kan kontrollere mine relationer. De antenner, som jeg udviklede som barn, for at beskytte mig mod de voksnes utilregnelige stemningsændringer, er hele tiden aktiveret. Jeg er hele tiden på udkig efter disse stemnings ændringer, som i min barndom betød at der kunne være potentiel fare. Hvilket jeg har taget med ind i mit voksne liv. Ofte er jeg på vagt overfor mine omgivelser og relationer. Og er jeg ikke hele tiden opmærksom på disse overlevelsesmekanismer, så kan jeg forpurre selv sunde og gode relationer.

Min egen værste fjende

Men det sker at jeg bliver opslugt af livet og glemmer, at jeg har et overaktivt beskyttelses system. Mit nervesystem altid er i alarmberedskab og i det øjeblik tror jeg, at jeg er helt ligesom andre. Og så går det galt! Langsomt bliver jeg opslugt og overtaget af mine antenner, jeg overanalyserer mine omgivelser, for til sidst kun at kunne se dét jeg vil se. Og der begynder jeg at støde folk væk fra mig. For ved at skubbe folk væk før de gør mig ondt, bibeholder jeg kontrollen.  

Xoxo

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *