Tilbage til hverdagen

0 Flares Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Livet går jo videre og selv om vores privatliv, lige nu ligger i ruiner, så fortsætter jorden med at dreje rundt! Om lidt starter jeg i 5 måneders studie praktik. Min praktikplads ligger ikke mindre end, 1,5 times kørsel fra min bopæl og jeg aner ikke hvordan jeg skal få det til at gå op. Skal jo stadig hente børn inden for daginstitutionernes normale åbningstid. Men som så meget andet, skal der jo bare findes en løsning. På dette tidspunkt, er jeg stadig i en tilstand af chok og for alt i verden vil jeg ikke lade min eksmands handlinger, påvirke vores fremtid og bestemt ikke mit studie. Set i bakspejlet, havde det været klogt at tage orlov. For det var benhårdt for mig og ikke til børnenes bedste! Men det var en beslutning jeg tog, fordi jeg ikke kunne give afkald på mere af mig selv…

Bedstefædrene hentede ungerne fra institution 4 dage om ugen, det fungerede rigtig fint i starten. Ungerne kender jo deres bedstefædre godt og er trygge. Men lykken vare ikke ved, efter nogle uger, begyndte drengene at reagere.

Den store blev udadreagerende og havde rigtig dårlige dage i skolen. Den lille gik mere og mere ind i sig selv. Han stoppede stort set med, at lege i børnehaven. Sad bare på sin plads og ventede på mig.

Jeg har fra starten været åben omkring vores situation, over for de fagfolk der var tæt på mine børn. For jeg er af den overbevisning, at hvis mine børn skal komme helt igennem dette, kan jeg ikke løfte det alene. Og jeg priser mig lykkelig fordi de pædagoger og lærer børnene har, rummer stor faglighed og engagement.

Da halvdelen af min praktik er overstået, må jeg indse, at mine børn simpelthen ikke kan holde til det mere. De savner deres mor og selv om morfar giver kage og soppeturer ved stranden, så går det bare ikke!

Med ondt i maven og hjertet oppe i halsen, kontakter jeg min chef, og for første gang fortæller jeg om vores situation, til mennesker uden for indercirklen. Men det er også her jeg finder ud af, at dette forløb også vil påvirke mig og jeg er angst for at det vil kunne skabe begrænsninger for mit arbejdsliv og privatliv. Jeg er så flov og så bange for, at nogen skal dømme mig for min eksmands fejltagelser. Hvordan vil folk se på mig efter dette? Vil de tænke, at jeg har dårlige dømmekraft, fordi mine børns far er i fængsel? Jeg bliver overvældet af tanker og slår konstant mig selv i hovedet med det! Men det er et helt indlæg for sig selv…

Vi finder en løsning og jeg afslutter min praktik, samtidig med at jeg kan være der for mine børn. Og er tilmed efterfølgende, blevet ansat i studie job på mit praktiksted. Det får stor betydning for den måde jeg ser mig selv på… Det er ikke mig der har brudt loven!!! For 13 år siden, da jeg mødte børnenes far, var vi unge og situationen, en helt anden. Men det følger mig endnu, indeni er jeg stadig angst for at blive dømt af mine omgivelser, særligt når det kommer til nye relationer.

Med hverdagen kommer også håndtering af sorg

Nu er der ved at være så meget ro på den praktiske del af situationen og vi begynder at mærke vores følelser. Børn er heldigvis så umiddelbare og uden filter, at de reagere når de har brug for det. Så de har selvfølgelig været i gang med deres sorg process fra start. Men jeg begynder så småt at se, at min uendelige kærlighed og omsorg ikke helt er nok. Jeg har i måneder nu, haft børnene helt tæt, vi sov sammen, jeg rummede deres vrede og trøstede dem når de var kede af det.

Men særligt min store dreng havde brug for mere.

Jeg fik kontakt til en psykoterapeut, som har specialiseret sig inden for det, der hedder sandplay. Her kom der for alvor gang i min søns sorgbearbejdelse og for første gang kom han i kontakt med den vrede han rummede, til sin far. Den lille fyr havde nu i måneder været vred på politiet over, at de havde taget hans far fra ham, men nu kunne han sætte ord på sin vrede til sin far… Ved det næste besøg i arresten, tog jeg fri og tog med. Her fik vores søn med støtte fra mig, fortalt sin far hvor vred han var. Og far kunne rumme det, mødte vores søn og tog skylden på sig. Denne episode, fik stor betydning for den lille dreng, med den store sorg. Pludselig forsvandt hans tristhed, problemerne med at falde i søvn om aften og hans angst for at jeg skulle forsvinde blev meget mindre. Dette fortæller mig, at det er så vigtigt for vores børn, at vi nogen gange hjælper dem til at få tingene sagt og vi hjælper ingen ved at tie ting ihjel.

Xoxo

3 Replies to “Tilbage til hverdagen”

    1. Tusinde tak Suzanne… Det betyder så meget at i skriver det, for det er så sårbart at fortælle sin historie på denne måde. Men nu nærmer vi os snart en uge, og jeg har det så godt med at jeg lavede bloggen:)<3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *