Retsdage og domsafsigelse

0 Flares Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Der er afsat 4 retsdage i den sag min eksmand er involveret i. Jeg føler et stort behov for, at deltage i alle retsdage, dels fordi jeg gerne vil støtte ham, igen kommer vi tilbage til at jo bedre han kommer igennemdette forløb desto bedre for vores børn. Men jeg føler også et behov for at være tilstede for, at kunne skabe min egen sandhed omkring denne sag. Min erfaring fortæller mig, at jeg hverken får sandheden gennem retssystemet eller min eksmand.

I første omgang havde jeg tænkt ,at jeg sagtens kunne gør dette alene, dog med støtte ved domsafsigelsen, men som tiden nærmede sig, blev jeg fyldt med tanker og følelser som overskyggede hele min hverdag. Strafferammen er op til 16 år, det er altså vores børns fulde barndom!!!

Men heldigvis har jeg skønne veninder som satte deres eget liv på pause for, at give mig deres fulde støtte. Jeg er dem evigt taknemmelig.

Dagene i retten

Det er nu det hele starter, jeg sidder med en følelse af at dommedagen er nær. Jeg er ambivalent i mine følelser. På den ene side glæder jeg mig til at få en afslutning,  på den anden side frygter jeg det også. Snart får jeg en fornemmelse af ,om han er skyldig eller ej. Hvad nu hvis han er skyldig? Hvordan vil det påvirke mit fremtidige samarbejde med ham og mit syn på den mand, der har været min tro følgesvend i hele mit voksen liv?

Lad mig for en stund tage jer med til året 1985, der blev jeg undfanget og voksede i min mors mave. Et sted som skulle være trygt og godt, men min mor var meget glad for amfetamin m.m. Dette også selv om jeg var under udvikling inde i hendes mave. Hele den historie kan I få på et senere tidspunkt. Det vigtige her er, at min eksmand lige nu kan blive dømt i en sag som omhandlede selv samme stof, som kunne have slået mig ihjel, før mit liv var begyndt. I 15 år har jeg arbejdet med de psykiske belastninger, som kommer når man er vokset op med en mor og en far, der er misbrugere. Min eksmand har på tætteste hold, fulgt mine op og nedture i kampen om, at tæmme fortidens spøgelser og nu sidder vi så her, midt i nordsjællands største narkosag. Og min eksmand er sigtet!

Igen er jeg splittet, jeg har svært ved at tro på at han kunne finde på det, men på dette tidspunkt ved jeg kun hvad medierne har skrevet og hvad jeg har kunne snuse mig frem til igennem efterforskerne. Altså ved jeg ingenting!

Jeg sidder der på de hårde stole i retslokalet, sammen med alle de andre som følger sagen, da de kender de andre tiltalte.

Mit hjerte banker hurtigt og hårdt, mine håndflader fugtige. Jeg kigger gentagne gange på min mobil for at sikre mig, at den er slukket. Ved min side sidder min veninde, som flere gange igennem dagen klemmer min hånd for at sikre sig, at jeg er okay.

Min eksmand sidder 10 meter fra mig. Når jeg kigger på ham, fyldes jeg af både vrede og medlidenhed. Flere gange løber mit sind af med mig og jeg forestiller mig hvordan jeg løber gennem salen og lader min hånd ramme hans kæbe. Det er følelsen af afmagt, der får fat i mig. De sidste 10 måneders frustration og hårdt arbejde, manifesterer sig som voldsfilm i mit hovede rettet mod faren til mine børn. Jeg fyldes med skam!

Vores blikke mødes og jeg smiler anerkendende til ham og hvisker “op med humøret, vi klarer den”… For jeg er altid den “fucking positive og altid støttende person som tilsidesætter alt inde i mig, for at løfte andre igennem sølet”. Sandheden er, at jeg ikke kan lade være.

Nu går det løs, det er min eksmands tur. Han flytter sig fra bordet ude i siden, til bordet i midten af lokalet. Det minder mig lidt om en øde ø midt i stillehavet, hvor der kun er ét menneske på øen, og rundt om den, en masse hajer… Han sidder dér, langt fra hans forsvarsadvokat og langt fra mig, helt alene uden nogen. Jeg ved, at om lidt vil anklageren fremlægge sagens beviser mod ham, og så er vi i gang.

Telefonaflytninger

Vi skal høre telefonaflytninger, 4 i alt. Mit hovede bliver tungt, jeg får tunnelsyn og føler jeg skal kaste op, ved hver afspilning. Heldigvis er min veninde der til, at klemme min hånd og få mit nervesystem i ro igen. Jeg er bange, bange for at der pludselig bliver sagt noget som indikerer at han er skyldig… Man skulle tro, at efter at have kendt en person i næsten 13 år, så ville jeg have en fornemmelse af, om han kunne have deltaget i en sådan forbrydelse, men det har jeg ikke. Vi er igennem de seneste 4 år, drevet så langt fra hinanden, at jeg kun har håbet at klynge mig til.

Jeg bliver lettet efter at have hørt afspilningerne, der er ikke noget som indikerer at han har noget med stofferne at gøre. Men på den anden side er der heller ikke noget som forklarer hvorfor der ligger 4 kg amfetamin i hans skab.. Men jeg må lade tvivlen komme ham til gode.

Resten af retsdagene er ganske uinteressante, det meste omhandler de to andre sigtet i sagen. Den ene kender jeg ikke, den anden er en arbejdskollega til min eksmand og ham er jeg ikke interesseret i at kende. Så tiden går med, at undersøge retslokalets indretning, jeg forsøger at lave en analyse af dommerens voldsomt buskede og fremtrædende øjenbryn. Gad vide om han ikke har en kone som kunne få dem lidt under kontrol??

Dommeren beder om ekstra tid til at votere og kigge nærmere på anklagerens bevisførelse. Så domsafsigelsen bliver rykket en dag. Pis, endnu en nat uden søvn. Men jeg må se positivt på det, de vil bruge ekstra tid fordi de lige nu har 3 mænds skæbne i hænderne. Godt det ikke er mig, der skal træffe sådan en beslutning. For i denne sag, er der meget der ikke er åbenbart, så dommeren skal træffe en beslutning ud fra en formodning om, at der ikke er tilstrækkelig med tvivl om, at de har, eller ikke har gjort det!

Domsafsigelsen

Endelig er dagen kommet… Jeg står op og forsøger at virke helt normal, men børn er jo så gode til at gennemskue når noget er anderledes, eller når der er noget på spil. Men afsted de kom i skole og børnehave.

Jeg sætter gang i den lille Fiat, musikken brager i højttalerne, det lyder ikke godt men det er højt nok til at overdøve mine tanker.

I aftes da jeg skulle putte min mindste dreng, hørte jeg “dommer øjenbryn” inde i mit hovede igen og igen “ thi kendes for ret……. idømmes 16 års fængsel. Jeg er ved at blive vanvittig. Heldigvis er jeg ikke alene. Jeg henter min veninde i god tid, hun tilbyder mig mad i alle afskygninger og jeg takker pænt nej (Jeg er nemlig typen der stopper med at spise i pressede situationer). Intet kan komme ned udover kaffe og smøger. Hun insisterer på, at jeg drikker en kop te som er en særligt blanding som kan berolige mig. Jeg kapitulerer, for jeg ved jeg ikke kan komme udenom det. Hun har også været ude og finde en særlig sten som skulle give ro, styrke og overblik. Jeg begynder næsten at græde, tænk at jeg har mennesker i mit liv, som smider alt hvad de har i hænderne for at støtte mig og render rundt i Københavns gader, og leder efter småsten som skal give mig styrke. Midt i denne rædselsfulde tid, mærker jeg også kærligheden.

Turen fra København til retten i Holbæk husker jeg slet ikke, men jeg husker at vi sidder uden for retsbygningen. Jeg kan ikke finde ro, vi snakker om løst og fast. Jeg springer rundt i emnerne som en ADHD-hjerne pumpet på koffein.

Nu er tiden inde vi går ind og finder vores plads.

Tiden er inde

Min eksmand kommer ind og jeg kan se han er bange, han vil nok sige nervøs. Men det er nok et spørgsmål, om øjnene der ser.

Dommeren kommer ind, alle rejser sig. Normalt beder han os sætte os, men i dag er det anderledes. Han går direkte hen til panelet hvor dommerne skal sidde, står op og siger. “Der skal afsiges dom i sagen med disse 3 tiltalte. Første tiltalte, thi kendes for ret, idømmes 16 års fængsel, anden tiltalte, thi kendes for ret, idømmes 16 års fængsel…. Mit hjerte går i stå et øjeblik, mine finger bliver kolde, blodet er forsvundet væk fra de ikke vitale dele af kroppen og den arbejder kun på at holde mig oprejst, og forhindre at jeg besvimer. Mine ben ryster så meget, at jeg er i tvivl om de kan holde mig. Jeg kan høre min veninde gispe og fornemmer hun græder da det bliver min eksmands tur. Dommeren siger nu “ thi kendes for ret…… idømmes 7 års fængsel!

Mit blik møder min eksmands, jeg ser han træder et skridt tilbage, han er hvid i hovedet. Et øjeblik tror jeg han besvimer.

Jeg må hanke op i mig selv! Jeg bruger alle de teknikker jeg har lært for at få ro på nervesystemet. Fastholder min eksmands blik og siger lydløst “vi klare den, ro på, ro på”. Han er en slagen mand!

I dette øjeblik, træffer jeg en beslutning som jeg ved ikke er sund for mig. Jeg lukker ned for mine følelser. Når man er vokset op som jeg, har jeg i mange år øvet mig i, at lukke helt ned for mine følelser. Dette i særligt tilspidsede situationer, som denne. Det tager mig ikke mange minutter, og jeg gør det instinktivt. Som en jerndør der smækker, slåen falder ned og låsen drejes om. Bagsiden af dette kan være, at disse følelser kan komme tilbage med meget større kraft, når der igen er plads. Men det må jeg forholde mig til på et andet tidspunkt…

Dommeren læser op af et stykke papir og forklarer, hvad der ligger til grund for dommen. Jeg hører intet af hvad der bliver sagt. Jeg forsøger bare at kontrollere mine tanker, og et øjeblik ville jeg ønske jeg kunne høre hvad min eksmand tænker. Han er synligt påvirket af dommen..

Efter hvad der føles som 100 år må vi endelig side ned igen.

Så sidder vi her, jeg kigger mig lidt omkring. Min eksmand sidder og stirre ud i luften og jeg ved han ikke kan kigge på mig, for han vil ikke vise sine følelser. Ikke her.

Træthed og udmattelse sniger sig ind på mig

Det er som om alt ilt er blevet suget ud af rummet. Jeg oplever en mærkelig stilhed, selv om dommeren stadig snakker. Måske er det bare en stilhed inde i mig selv. Jeg er tom! Nu er presset over. Alt er kommet frem, dommen er afsagt, men jeg ved stadig ikke om han er skyldig. Jeg er ikke enig i dommen, ud fra de fysiske beviser mener jeg ikke han skulle dømmes så hårdt, og det mener forsvarsadvokaten heller ikke. Men helt ærlig, så orker jeg ikke mere. Jeg er træt, børnene er trætte og heldigvis er min eksmand også træt. Man kan anke dommen og håbe på noget mindre, men så er det et år mere på denne måde. Det kan vores børn bare ikke holde til. Jeg sidder her og må forholde mig til det, for om lidt vil min eksmand spørger “ hvad synes du?”, ja hvad fanden syntes jeg…. “At du skulle have sørget for du ikke endte i sådan en l…. situation, til at starte med”, det er hvad jeg syntes!

På vejen hjem, tænker jeg meget over at han nu bare bliver kørt tilbage til en celle, uden nogen at drøfte situationen med. Manden har lige fået at vide, at han skal være væk fra sine børn i 7 år og nu skal han bare sidde der med sine tanker helt alene, jeg har trods alt mine veninder at dele det med.

Vi slutter dagen af med en frokost og en lang gåtur ved vandet, jeg er nødt til at få det rystet af mig, for dagen er gået og ungerne skal hentes. For dem, er det jo bare en helt almindelig onsdag..

Xoxo

5 Replies to “Retsdage og domsafsigelse”

    1. Tusinde tak Cecilie.
      Det er sjovt jeg ser og har aldrig set mig selv som en der kunne skrive, så det varmer mig så meget at høre<3 Tusinde tak fordi du læser med.

  1. ❤️❤️❤️ved ikke hvad jeg skal sige kære Fie❤️…. Andet en hold fast i dig selv og drengene med hensyn til din eksmand … Det smerter mig så inderligt og jeg er oprigteligt Så ked af, at du skal opleve og igennem alt det lort her…. Kæmpe knus og krammer til dig og dine drenge ❤️❤️❤️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *