Politiet banker på

0 Flares Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Follow my blog with Bloglovin

Klokken er 03:30, der er ro i huset. Ungerne og jeg ligger sammen og sover. Deres far og jeg er lige blevet skilt en måned forinden. Så børnene har brug for tryghed og jeg har brug for at give dem det.

Jeg har om aften haft en samtale med min eksmand om at han ikke kan overnatte i annekset så meget som han hidtil har gjort, for jeg har brug for luft. Brug for at komme mig over endelig, at have truffet beslutning om skilsmisse efter 13 års samliv.

Jeg er som så mange andre gange, lidt hård i min tone og inden jeg lægger mig på puden sender jeg en sms til min eks med et hjerte. For skilsmissen er min beslutning alene, men jeg kan ikke lide at gøre ham ondt.

Det kan kun være politiet!

Det banker på hoveddøren, på den måde som kun politiet banker på. Jeg tager dynen om mig og går mod hoveddøren. Der er helt mørkt, jeg misser med øjnene da jeg forsøger at se hvem der står derude i gennem ruden. Jeg råber ”hvem er det”, men faktisk ved jeg det jo godt helt inderst inde. De viser mig deres skilt, som jeg jo desværre har set før. Og nu ved jeg godt hvad klokken den har slået.

Jeg låser op og stikker hovedet ud, de spørg om de må komme ind, om jeg har noget imod, at de ransager mit hjem. Gu fanden har jeg det, men det siger jeg ikke. De fortæller de har anholdt min eksmand. 1000 tanker går igennem mit hoved, mest praktisk. HVAD MED BØRNENE!!! Kan jeg sige nej tak og bare gå i seng igen? Jeg kommer frem til, at det nok ikke er en mulighed. Derfor siger jeg til betjentene, at såfremt de ikke vækker mine børn og de er væk før ungerne står op, så er de velkommen.

De to betjente kommer ind i mit køkken, jeg står stadig der med min dyne omkring mig. Min krop ryster sagte for jeg ved, at lige om lidt bliver hele mit hjem kigget efter. Jeg tænker både på de skuffer jeg ikke har fået ryddet op i, nullermændene under skabene, fuck jeg har slet ikke lyst til det her! Jeg er slet ikke forberedt på at få gæster nu… Men valget er ikke mit og jeg må bare følge med strømmen.

Som den gode pige jeg selv har opdraget mig til at være, tilbyder jeg både kaffe og te, smalltalker det bedste jeg har lært. Jeg ved endnu ikke hvad det hele handler om. Betjentene fortæller, at der lige om lidt vil komme en narkohund og en sprængstofhund som også skal undersøge min ejendom. Det begynder at gå op for mig, at det her nok er alvorligt.

Intet er som før

Da klokken nærmer sig 05:30, takker politiet af. De forlader mit hus. Jeg bliver her og børnene sover præcist som for to timer siden. Intet er ændre men samtidig er alt ændret. Det føles som om alt ilt er taget med ud af rummet. Jeg sidder alene med mine tanker og lige om lidt står mine to små drenge op. Og her sidder jeg med en følelse af, at have været i krig, min sjæl føler sig voldtaget og krænket.

Politiet var søde og behandlede mit hjem med respekt, inden for kunne man ikke med det fysiske øje se de havde været der. Men alligevel var alt forandret, urent på en måde. Den følelse som det giver, at fremmede kigger en i sømmene uden rigtig at være invitere, efterlader et stort aftryk.

Men om jeg vil det eller ej, børnene vågner lige om lidt. Jeg sidder stadig her på køkkenstolen og kigger ind i brændeovnen. Jeg må ryste det af mig. For nogen har brug for deres mor!

Så meget jeg ikke husker

De næste timer husker jeg ikke. Men jeg får afleveret drengene i børnehave og skole. Og klokken er nu så mange, at jeg kan række ud til dem jeg har omkring mig.

Jeg bliver hurtigt mandsopdækket og nyhedsværdien er stor, folk vil meget gerne være der for mig på dette tidspunkt, men det holder ikke i længden. På et tidspunkt ved jeg størstedele vil falde fra.

Alvoren melder sig

Igen flyder timerne sammen for mig, jeg er i chok, men ved ikke rigtigt hvad jeg skal forvente, det kan jo være stort og småt. Så lige nu restituere jeg blot efter nattens krænkelser. Men lykken vare ikke ved. Min telefon ringer og en af min eksmand veninder ringer og spørger om jeg har læst det? ”Læst hvad”? Mine børns far er i Ekstrabladet. Den sag han er sigtet i er så stor at sladderspalterne gider at skrive om den. Det er først senere, jeg rationelt tænker over, at lige ved siden af artiklen om min eksmand, er en artikel om de unge mødre. Så vigtigere er det heller ikke. Men et øjeblik føler jeg, at mit undertøj er blevet luftet midt inde på Rådhuspladsen. Så alle kan se.

Jeg er klar over, at hvis han bliver dømt i denne sag, vil der være mulighed for, at han er væk resten af vores børns opvækst.

Jeg synker i knæ og skriger midt på gårdspladsen. Min verden forsvinder, jeg får tunnelsyn. Jeg er ved at gå i chok. Noget inden i mig fortæller mig, at jeg skal rejse mig nu for ellers bliver jeg liggende her. Det kan jeg ikke tillade mig, for der er to drenge som mere end nogensinde har brug for deres mor.

Jeg får kæmpet mig på benene og styrer direkte med den grønne port, hvor jeg ved der står en halv kasse øl, fra sommerfesten måneder tilbage. Jeg åbner en øl drikker til det gør ondt i svælget, den kolde væske gør, at jeg tænker lidt mere klart. Så klart, at jeg ved jeg skal ringe efter nogen! Jeg ringer til min søster, fremstammer nogle uforklarlige ord ”har du læst, har du læst”, hun svar ”Hvad siger du” for hun kan formentlige ikke forstå et ord af det jeg siger. Jeg græder så meget, som jeg aldrig har gjort før. ”Du må komme”, Min søster siger at hun kommer med det samme, for hun fornemmer om ikke andet, at noget er helt galt.

På det her tidspunkt, er min hjerne i overlevelses mode. Hvilket også betyder, at jeg ikke husker ret meget. Men en ting jeg husker, det var oktober 2017 varmeste dag.

Min søster tager børnene med hjem til overnatning, så jeg har mulighed for at samle tankerne. Nu har det handlet nok om mig, nu skal jeg finde ud af hvordan og hvad jeg fortæller mine drenge på 3 år og 7 år.

Hvad siger jeg til børnene

Her starter 11 måneders tankevirksomhed, som udelukkende omhandler: HVAD SIGER JEG TIL BØRNENE!

Der er flere dilemmaer i dette for mig. Jeg skal fortælle dem, at deres far er i fængsel. Helst uden, at de mister noget for ham, uden de bliver helt ødelagte og kede af det. De må tilmed helst heller ikke syntes politiet er dumme…. What to do?

Jeg søger råd og vejledning alle steder. På nettet står der ikke meget (Årsagen til, at jeg deler mit liv med jer på denne blog). Heldigvis har jeg en bekendt som er børnepsykolog, min chef er familiebehandler og store dele af mit netværk arbejder inden for det socialfaglige felt. Jeg søger råd i faglitteratur, men det tætteste på en afklaring jeg kommer er ”hold dig så tæt på sandheden som muligt”. Sandheden er bare, at jeg ikke ved noget på nuværende tidspunkt, ud over at politiet efterforsker. Det er faktisk det jeg siger til drengene. På den måde køber jeg noget tid til at kunne finde hoved og hale i den ruinen som før var vores liv.

xoxo

 

7 Replies to “Politiet banker på”

  1. Fie du er bara så go og klok❤️
    Din självsäkerhet ditt gå på mod gör dig till en kämpe.
    Du har inte alltid haft förutsättningarna men du har haft viljan och den är och har varit stark nog till att ta dig till den plats du är idag❤️
    Jag tror din blogg kommer vara till stor hjälp för andra som varit i samma situation och därmed kan vara med till att minska den skam och skuld som förlamar.
    All kärlek till dig och barnen ❤️

    1. Hej Tina.

      Vi har det rigtig godt, efter omstændighederne. Vi har formået at opretholde en god og forholdsvis normal hverdag. Tiden heler alle sår og nu efter 11 måneder, har vi fundet vores vej i det.

      Jeg tror du har så meget ret i, at min vilje har haft meget med min vej i livet, at gøre. Men jeg har også mødt gode mennesker i løbet af livet, som har haft en stor betydning.

      Jeg håber inderligt, at min blog kan være med til at lette presset for nogen andre. Måske det kan komme andre børn til gode:)

      Ønsker dig en dejlig dag.

  2. Kæreste Fie
    Af hjertet tak for din fortælling, jeg har været igennem det samme, hvor alt blev vendt op og ned på et split sekund, vores liv beskrevet i medierne, hvor avisartikler blev kopieret og sendt rundt i skolen osv osv. Men jeg fortalte børnene sandheden , og forklarede dem i børnehøjde og udfra hvad der allerede var beskrevet. Altid har de kunne komme og spørge. Det har været en kamp, men børnene og jeg har det godt den dag i daglig jeg ønsker det bedste for jer❤️

    1. Kære Karina.

      Gud hvor kan jeg kende det med medierne, og venner som af god mening tilsender artikler fra sladderspalterne. Det har nok været det der var sværest for mig at håndtere. Hver gang der var noget som blev offentliggjort, brød jeg sammen. Måtte gå fra arbejde en dag, efter at have fået tilsendt en artikel.

      Ligesom du har jeg holdt mig så tæt på sandheden som muligt, men inden for noget de kunne forstå…

      Er jeres far blevet løsladt og hvor lang tid siden er det? Kan du mærke det på dine børn idag?

      Bh Fie

      1. Kæreste Fie
        Det har været en rutchebane i vildeste fart, og hele tiden har jeg forsøgt at skåne børnene mest muligt. Dog har vi også besøgt divs arrester, og fængsler. Hvilket jeg til tider ikke vidste om, var godt eller skidt men var mega ambivalent i forhold til det. For uanset hvor rasende, ked af og frustreret jeg var, stod der stadig børn der elskede deres far. De havde behov for at få sat ord på, og få svar direkte af ham, det kunne jeg ikke give.
        Han afsoner stadig en dom på 10 år, men er på en pension nu, hvor det at være en familie igen er i fokus. Dog er vi ikk sammen mere, men har et fantastisk samarbejde vedr vores børn hvilket er dem der har betalt den højeste pris. Jeg kan stadig mærke det på børnene, og indimellem blir de rasende på ham og det svigt han har budt dem.
        Kærligst Karina

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *