Bliver der overhovedet tænkt på børnene?

Jeg spørger mig selv, gør vi nok i Danmark for at beskytte børn, som uheldigvis ender midt i en politi efterforskning?

Fængslerne har indrettet børnevenlige besøgslokaler, personalet ved kriminalforsorgen har fuldstændig styr på de rette pædagogiske vendinger og børnene kan tilmed være så heldige, at få en gave med derfra. Men kan tydelig mærke, at de forsøger at gøre en svær situation lidt lettere for de små mennesker også kaldet børn, som besøger deres arresthus.

Men så længe sagen efterforskes af politiet, og der skal være brev- og besøgskontrol, så er der bare ting som ikke er børnevenlige og desværre kan fængslets børnevenlige personale ikke opveje dette…

En fremmed er tilstede

Til vores første besøg i arresthuset på Blegdamsvej, talte jeg med børnene om hvordan det hele ville forgå. Jeg havde på forhånd haft et besøg alene, så jeg kunne gengive processen for børnene. Jeg kunne forberede dem på metaldetektoren og tremmerne. Men jeg kunne ikke forberede dem på den følelse man får, når man bliver lukket ind i et lille rum med sin far, mor og en betjent. Jeg kunne se hvor utryg drengene var. Jeg gjorde alt for at “small talke” og skabe en naturlig stemning, i et unaturligt miljø. Deres øjne flakkede fra mig og op på den fremmede, som var til stede. Intet er naturligt og hyggeligt i disse omgivelser. Men vi må få det bedste ud af det! Efter et par besøg blev det bedre, men det forblev mærkeligt!

Undskyld, nu kommer du lidt for tæt på

Det skal siges at der var stor forskel på hvilken betjent, der var tilstede under besøgene. Én gang havde vi en dame med og allerede ved indtjekning, var hun sur og tvær. Jeg havde ikke ID med på min lille dreng, (hvilket jeg aldrig havde vist på børnene tidligere), og det var kun med nød og næppe vi kom ind. Vi kommer ind i rummet med det lille bord, hvor omkring der er placeret 4 stole. I hjørnet stod en gammel sovesofa med et utal af udefinerbare pletter på. Bordet var fedtet fra den tidligere arrestant besøg. Jeg væmmes, mens jeg tørrer bordet af.

Da børnenes far ankommer til besøgslokalet, bliver vores søn glad og jeg glædes over at se dem genforenet. Jeg sætter mig på den ene side af bordet og betjenten sætter sig lige bagved mig. Jeg kunne ikke rykke min stol ud hvis jeg ville og jeg kunne mærke hendes ånde i nakken. Det var bestemt ikke rart for mig, men det kan da heller ikke have være rart for hende?… Der er mange måder at overvåge på, men hun tog det meget bogstaveligt. Ikke andre end min frisør kommer så tæt på mig!

Her sad hun så, med sin lille blok og skrev hvert et ord ned, vi sagde. Jeg følte mig, om muligt, endnu mere krænket end nogensinde før..  Jeg blev så bevidst omkring hvad jeg sagde under besøget, at jeg til sidst valgte at tie…

Hvorfor skal børnene straffes?

Jeg går i høj grad ind for, at man skal tage sin straf hvis man har brudt loven. Men jeg mener også det er et håbløst, forældet system, hvis vi ønsker at resocialisere mennesker med en kriminel løbebane. Det må efterhånden være bevidst, at straf som udføres på denne måde oftere blot fører til, at de kriminelle kommer længere væk fra samfundet og tillærer sig nye egenskaber inden for det kriminelle miljø ved et ophold i fængslet. Men det er en anden sag.

Jeg forstår dog ikke, at vi i 2018 ikke kan gøre mere for børnene til de arrestanter, der er i Danmark. Kan vi virkelig kun finde ressourcer til, at et barn kan se deres far 1 time om ugen? Og at deres brev-kommunikation teknisk set ikke er mulig, da et brev sagtens kan være 14 dage undervejs og det er kun den ene vej. Jeg har forståelse for, at en efterforsker ikke har uanede mængder af tid og selvfølgelig skal prioritere det der er vigtigt, for at få den skyldige dømt og de kriminelle væk fra gaden.

Vi har ansat menigmand til at udføre politiarbejde i fotovogne, rundt om på landevejene, kunne man ikke gøre det samme ved overvåget besøg? Jeg mener, det er da også spild af ressourcer, at have uddannet politipersonale, til at sidde som børnepasser i et besøgslokale, når vi i den grad mangler dem på gaden. Hvorfor er det ikke muligt at tale sammen over SKYPE? På den måde vil børnene kunne sidde trygt i deres hjem, og tale med far. Stadig med opsyn fra en ansat.

Mine børn har stillet mange spørgsmål omkring dette system. Og jeg har måtte være kreativ i mine besvarelser, for jeg ser ingen mening i det. Men jeg ønsker heller ikke, at de skal få et anstrengt forhold til ordensmagten fra barnsben . For det tænker jeg vil kunne blive yderligere en risikofaktor for, at de selv ender på den forkerte side af loven. Jeg ønsker mere end noget andet, at mine drenge vokser op og respekterer alt omkring vores velfærdssamfund, herunder også ordensmagten. Men jeg må tilstå, at det kan synes svært at retfærdiggøre, i en situation som denne. I perioden for varetægtsfængslingen, er det kun tilladt, at der kommer to besøgende, én gang om ugen, hvilket for mine drenge betyder, at de hver har set deres far én time hver 14. dag. En far som de har haft omkring sig hele deres liv.

Den ubetingede kærlighed

Børns kærlighed til deres forældre er ubetinget. Lige meget hvor meget min eksmand har kvajet sig, og det har han… -så elsker mine drenge ham! For min skyld kunne politiet låse min eksmand nede i en kælder og fodre ham med vand og brød. Bare de sørgede for at børnene kunne få mere kvalitetstid med deres far under efterforskningen. Det forholder sig sådan i Danmark, at der ingen regler er for, hvor længe en arrestant må sidde varetægtsfængslet. Det er op til dommeren at vurdere, om der er bevismateriale, som i tilstrækkelig grad peger på, at de kan dømme med en straf, som er længere end varetægtsfængslingen. Så jeg må formode, at der sidder børn derude, som i meget længere perioder end os, kun har den sparsomme kontakt til deres far eller mor.

Kan børnene tåle at vi anker?

Nu er min eksmand dømt. Han havde mulighed for at anke sin dom, hvilket forsvarsadvokaten rådede ham til at gøre. Min eksmand spurgte mig til råds. Desværre måtte jeg meddele ham, at jeg ikke fandt, at det var hensigtsmæssigt for vores børn. Dette på trods af bevismaterialet i sagen var ekstremt tyndt og det faktisk ville være sandsynligt, at en anden dommer ville se anderledes på det. Men vores børn ville simpelthen ikke kunne klare endnu / yderligere 10 måneder (+/-) med overvågning og skærpede restriktioner under samvær med deres far. På den måde kan man sige, at de vilkår arrestanter sidder varetægtsfængslet på, også afholder tiltalte fra at anke en dom og måske tager en længere straf, end der er reelt belæg for i bevismaterialet!

Ligeledes findes der også mennesker, som sidder en lang varetægtsfængsling og så bliver frikendt. Hvad med deres børn… De sår som dannes på barnets sjæl er uoprettelige. Det er noget de skal leve med resten af deres liv, et traume de skal bære. Det synes jeg godt vi kan gøre bedre!

Xoxo

 

Hvorfor er vores far i fængsel?

Mine tanker kredser hele tiden omkring, at dét jeg fortæller børnene og min måde at håndterer det på, kan få konsekvenser for drengenes fremtid. Hvordan balancerer jeg det, at deres far har gjort noget ulovligt men stadig er en god far. At politiet har taget deres far fra dem, men at de faktisk er til for at hjælpe. Samtidig med at jeg ikke kender den endegyldige sandhed?

 

Hvad nu hvis mine børn ender i fængsel på grund af dette

 

Forskning og faglitteratur fortæller mig, at det at have en far i fængsel er en risikofaktor for børnenes udvikling. Det kan selvfølgelig ikke ses isoleret, da der er mange andre faktorer som spiller ind, både for og imod. Men uanset hvordan jeg vender det, så er det en risikofaktor. Om ikke andet, så er det min største frygt!!! Her gik jeg i min lille “picture-perfect” verden og var sikker på jeg havde brudt med den sociale arv, og nu fortæller bøgerne mig, at min eksmands situation er en risikofaktor for vores børn. Jeg begynder at svede og det løber mig koldt ned af ryggen. Tanken om at mine drenge skulle udvikle sociale/adfærdsmæssige problemer eller måske endda selv ender i fængsel, gør mig dårlig! Jeg kan næsten ikke holde det ud. Bare tanken i sig selv giver mig fysisk ondt i hjertet.

 

Jeg sidder og observerer dem mens de leger, kigger på deres fine og fuldstændig perfekte hud. Deres livlige øjne, for et øjeblik virker det så uvirkeligt, at de to nogensinde ville ende i et fængsel. Men mon ikke min eksmands mor har kigget på ham på samme måde, min farmor på min far. Og de har begge siddet i en 6m2 stor celle i et af landets fængsler.

Jeg kender ikke mine drenges skæbne og det er selvfølgelig det lod, som følger med at være mor. Men jeg vil gøre ALT for at drengene ikke skal den vej…

Hvordan for jeg skabt et miljø og en ballast for drengene, som opvejer den risikofaktor som deres fars situation udgør. Min logik siger mig at det starter her, her ved fortællingen om hvorfor deres far er i fængsel.

Så hvad fortæller jeg vores drenge på 4 år og 7 år?

Jo, efter virkelig mange tanker og timevis af gåture ved stranden, er jeg kommet frem til en løsning.

Jeg må tage udgangspunkt i noget de kan relatere til begge to, noget de ved hvad er og kan forstå. Min eksmand har også været i besiddelse af et våben. Det er den jeg bygger det hele op omkring.

Min puls er høj, det er fredag aften. Lige før fredags slik og film på sofaen. Jeg kalder drengene sammen og siger:

“Jeg har lovet at fortælle jer hvorfor far er kommet i fængsel, når dommeren fortalte mig det. Det er det vi skal snakke om nu! 

Jeres far har fået en pistol i gave af en ven (en fucked up ven, dét nøjes jeg med at tænke). I danmark må man ikke have rigtige skydevåben uden at have været på skydeskole først. Der får man det der hedder en våbentilladelse. Ligesom at man skal på køreskole for, at må køre bil… Grunden til man skal på skole for at have et våben er, våben er farlige. Særligt hvis man ikke ved hvordan man skal bruge dem. Jeg ved, at jeres far bare syntes den var sej. Måske ville han skyde til måls med den, men uanset hvad så er det ulovligt.

Og selv om man får noget fra en ven i gave så må man ikke tage imod det hvis det er ulovligt. Er man i tvivl må man hellere vente og spørge én der ved det, som en voksen eller politiet!

Det samme gælder hvis éns venner vil have én med til, at gøre noget man ved er forkert, så skal man sige nej tak, for ellers kan man komme galt afsted også selv om det ikke var ens mening at gøre noget forkert.”

De tager det til sig og den store tænker lidt… “Hmmm, mor hvor gammel er lillebror så når far kommer ud?” Jeg svarer og næste spørgsmål lyder. “Mor, må vi få fredagsslik nu?”

Hvor blev reaktionen af?

Jeg sidder der i sofaen, lidt paf. Det har taget 6 minutter, at forklare dem situationen, men det tog mig 11 måneder at finde frem til hvad jeg skulle sige. Var det virkelig dét? Jeg ved faktisk ikke hvad jeg havde forventet. Men jeg ved at jeg var klar til at samle dem op, og havde både Kleenex og trøst parat, og de ville bare have fredagsslik… Børn er fantastiske, de driver ind og ud af deres sorg, på en fornuftig måde. Og formentlig vil jeg komme til at skulle svare på flere spørgsmål hen af vejen. Men lige nu er det værste afværget, og de er stadig hele både fysisk og psykisk..

Mit håb er, at ved at fortælle dem det på denne måde, så vil de måske en dag kunne omsætte dette i skolegården. For jeg tænker, at alle har gjort noget der var på kant med det, der var rigtigt på et tidspunkt. Måske denne episode vil kunne være med til, at de på et senere tidspunkt reflekterer over deres handlinger, og bremse det inden de kommer galt afsted. Og måske er jeg bare en mor, der tænker for meget!

Jeg aner ikke om dette er den rigtige tilgang, og andre ville formentlig gøre noget andet. Men jeg har ingen at sparre med, for kender ikke andre der har skulle forklare en lignende situation til deres børn. Hvis jeg kender nogen, ja så er de ikke stået frem med det. Nok fordi det er skamfuldt, stigmatiserende, et tabu og på ingen måde, en ønskværdig fortælling at dele med sine små børn.

Men det er endnu engang vores virkelighed, og mon ikke der sidder andre i samme situation, med de samme tanker og følelser.

Hvad ville du have sagt hvis du var i min situation?

Xoxo

Retsdage og domsafsigelse

Der er afsat 4 retsdage i den sag min eksmand er involveret i. Jeg føler et stort behov for, at deltage i alle retsdage, dels fordi jeg gerne vil støtte ham, igen kommer vi tilbage til at jo bedre han kommer igennemdette forløb desto bedre for vores børn. Men jeg føler også et behov for at være tilstede for, at kunne skabe min egen sandhed omkring denne sag. Min erfaring fortæller mig, at jeg hverken får sandheden gennem retssystemet eller min eksmand.

I første omgang havde jeg tænkt ,at jeg sagtens kunne gør dette alene, dog med støtte ved domsafsigelsen, men som tiden nærmede sig, blev jeg fyldt med tanker og følelser som overskyggede hele min hverdag. Strafferammen er op til 16 år, det er altså vores børns fulde barndom!!!

Men heldigvis har jeg skønne veninder som satte deres eget liv på pause for, at give mig deres fulde støtte. Jeg er dem evigt taknemmelig.

Dagene i retten

Det er nu det hele starter, jeg sidder med en følelse af at dommedagen er nær. Jeg er ambivalent i mine følelser. På den ene side glæder jeg mig til at få en afslutning,  på den anden side frygter jeg det også. Snart får jeg en fornemmelse af ,om han er skyldig eller ej. Hvad nu hvis han er skyldig? Hvordan vil det påvirke mit fremtidige samarbejde med ham og mit syn på den mand, der har været min tro følgesvend i hele mit voksen liv?

Lad mig for en stund tage jer med til året 1985, der blev jeg undfanget og voksede i min mors mave. Et sted som skulle være trygt og godt, men min mor var meget glad for amfetamin m.m. Dette også selv om jeg var under udvikling inde i hendes mave. Hele den historie kan I få på et senere tidspunkt. Det vigtige her er, at min eksmand lige nu kan blive dømt i en sag som omhandlede selv samme stof, som kunne have slået mig ihjel, før mit liv var begyndt. I 15 år har jeg arbejdet med de psykiske belastninger, som kommer når man er vokset op med en mor og en far, der er misbrugere. Min eksmand har på tætteste hold, fulgt mine op og nedture i kampen om, at tæmme fortidens spøgelser og nu sidder vi så her, midt i nordsjællands største narkosag. Og min eksmand er sigtet!

Igen er jeg splittet, jeg har svært ved at tro på at han kunne finde på det, men på dette tidspunkt ved jeg kun hvad medierne har skrevet og hvad jeg har kunne snuse mig frem til igennem efterforskerne. Altså ved jeg ingenting!

Jeg sidder der på de hårde stole i retslokalet, sammen med alle de andre som følger sagen, da de kender de andre tiltalte.

Mit hjerte banker hurtigt og hårdt, mine håndflader fugtige. Jeg kigger gentagne gange på min mobil for at sikre mig, at den er slukket. Ved min side sidder min veninde, som flere gange igennem dagen klemmer min hånd for at sikre sig, at jeg er okay.

Min eksmand sidder 10 meter fra mig. Når jeg kigger på ham, fyldes jeg af både vrede og medlidenhed. Flere gange løber mit sind af med mig og jeg forestiller mig hvordan jeg løber gennem salen og lader min hånd ramme hans kæbe. Det er følelsen af afmagt, der får fat i mig. De sidste 10 måneders frustration og hårdt arbejde, manifesterer sig som voldsfilm i mit hovede rettet mod faren til mine børn. Jeg fyldes med skam!

Vores blikke mødes og jeg smiler anerkendende til ham og hvisker “op med humøret, vi klarer den”… For jeg er altid den “fucking positive og altid støttende person som tilsidesætter alt inde i mig, for at løfte andre igennem sølet”. Sandheden er, at jeg ikke kan lade være.

Nu går det løs, det er min eksmands tur. Han flytter sig fra bordet ude i siden, til bordet i midten af lokalet. Det minder mig lidt om en øde ø midt i stillehavet, hvor der kun er ét menneske på øen, og rundt om den, en masse hajer… Han sidder dér, langt fra hans forsvarsadvokat og langt fra mig, helt alene uden nogen. Jeg ved, at om lidt vil anklageren fremlægge sagens beviser mod ham, og så er vi i gang.

Telefonaflytninger

Vi skal høre telefonaflytninger, 4 i alt. Mit hovede bliver tungt, jeg får tunnelsyn og føler jeg skal kaste op, ved hver afspilning. Heldigvis er min veninde der til, at klemme min hånd og få mit nervesystem i ro igen. Jeg er bange, bange for at der pludselig bliver sagt noget som indikerer at han er skyldig… Man skulle tro, at efter at have kendt en person i næsten 13 år, så ville jeg have en fornemmelse af, om han kunne have deltaget i en sådan forbrydelse, men det har jeg ikke. Vi er igennem de seneste 4 år, drevet så langt fra hinanden, at jeg kun har håbet at klynge mig til.

Jeg bliver lettet efter at have hørt afspilningerne, der er ikke noget som indikerer at han har noget med stofferne at gøre. Men på den anden side er der heller ikke noget som forklarer hvorfor der ligger 4 kg amfetamin i hans skab.. Men jeg må lade tvivlen komme ham til gode.

Resten af retsdagene er ganske uinteressante, det meste omhandler de to andre sigtet i sagen. Den ene kender jeg ikke, den anden er en arbejdskollega til min eksmand og ham er jeg ikke interesseret i at kende. Så tiden går med, at undersøge retslokalets indretning, jeg forsøger at lave en analyse af dommerens voldsomt buskede og fremtrædende øjenbryn. Gad vide om han ikke har en kone som kunne få dem lidt under kontrol??

Dommeren beder om ekstra tid til at votere og kigge nærmere på anklagerens bevisførelse. Så domsafsigelsen bliver rykket en dag. Pis, endnu en nat uden søvn. Men jeg må se positivt på det, de vil bruge ekstra tid fordi de lige nu har 3 mænds skæbne i hænderne. Godt det ikke er mig, der skal træffe sådan en beslutning. For i denne sag, er der meget der ikke er åbenbart, så dommeren skal træffe en beslutning ud fra en formodning om, at der ikke er tilstrækkelig med tvivl om, at de har, eller ikke har gjort det!

Domsafsigelsen

Endelig er dagen kommet… Jeg står op og forsøger at virke helt normal, men børn er jo så gode til at gennemskue når noget er anderledes, eller når der er noget på spil. Men afsted de kom i skole og børnehave.

Jeg sætter gang i den lille Fiat, musikken brager i højttalerne, det lyder ikke godt men det er højt nok til at overdøve mine tanker.

I aftes da jeg skulle putte min mindste dreng, hørte jeg “dommer øjenbryn” inde i mit hovede igen og igen “ thi kendes for ret……. idømmes 16 års fængsel. Jeg er ved at blive vanvittig. Heldigvis er jeg ikke alene. Jeg henter min veninde i god tid, hun tilbyder mig mad i alle afskygninger og jeg takker pænt nej (Jeg er nemlig typen der stopper med at spise i pressede situationer). Intet kan komme ned udover kaffe og smøger. Hun insisterer på, at jeg drikker en kop te som er en særligt blanding som kan berolige mig. Jeg kapitulerer, for jeg ved jeg ikke kan komme udenom det. Hun har også været ude og finde en særlig sten som skulle give ro, styrke og overblik. Jeg begynder næsten at græde, tænk at jeg har mennesker i mit liv, som smider alt hvad de har i hænderne for at støtte mig og render rundt i Københavns gader, og leder efter småsten som skal give mig styrke. Midt i denne rædselsfulde tid, mærker jeg også kærligheden.

Turen fra København til retten i Holbæk husker jeg slet ikke, men jeg husker at vi sidder uden for retsbygningen. Jeg kan ikke finde ro, vi snakker om løst og fast. Jeg springer rundt i emnerne som en ADHD-hjerne pumpet på koffein.

Nu er tiden inde vi går ind og finder vores plads.

Tiden er inde

Min eksmand kommer ind og jeg kan se han er bange, han vil nok sige nervøs. Men det er nok et spørgsmål, om øjnene der ser.

Dommeren kommer ind, alle rejser sig. Normalt beder han os sætte os, men i dag er det anderledes. Han går direkte hen til panelet hvor dommerne skal sidde, står op og siger. “Der skal afsiges dom i sagen med disse 3 tiltalte. Første tiltalte, thi kendes for ret, idømmes 16 års fængsel, anden tiltalte, thi kendes for ret, idømmes 16 års fængsel…. Mit hjerte går i stå et øjeblik, mine finger bliver kolde, blodet er forsvundet væk fra de ikke vitale dele af kroppen og den arbejder kun på at holde mig oprejst, og forhindre at jeg besvimer. Mine ben ryster så meget, at jeg er i tvivl om de kan holde mig. Jeg kan høre min veninde gispe og fornemmer hun græder da det bliver min eksmands tur. Dommeren siger nu “ thi kendes for ret…… idømmes 7 års fængsel!

Mit blik møder min eksmands, jeg ser han træder et skridt tilbage, han er hvid i hovedet. Et øjeblik tror jeg han besvimer.

Jeg må hanke op i mig selv! Jeg bruger alle de teknikker jeg har lært for at få ro på nervesystemet. Fastholder min eksmands blik og siger lydløst “vi klare den, ro på, ro på”. Han er en slagen mand!

I dette øjeblik, træffer jeg en beslutning som jeg ved ikke er sund for mig. Jeg lukker ned for mine følelser. Når man er vokset op som jeg, har jeg i mange år øvet mig i, at lukke helt ned for mine følelser. Dette i særligt tilspidsede situationer, som denne. Det tager mig ikke mange minutter, og jeg gør det instinktivt. Som en jerndør der smækker, slåen falder ned og låsen drejes om. Bagsiden af dette kan være, at disse følelser kan komme tilbage med meget større kraft, når der igen er plads. Men det må jeg forholde mig til på et andet tidspunkt…

Dommeren læser op af et stykke papir og forklarer, hvad der ligger til grund for dommen. Jeg hører intet af hvad der bliver sagt. Jeg forsøger bare at kontrollere mine tanker, og et øjeblik ville jeg ønske jeg kunne høre hvad min eksmand tænker. Han er synligt påvirket af dommen..

Efter hvad der føles som 100 år må vi endelig side ned igen.

Så sidder vi her, jeg kigger mig lidt omkring. Min eksmand sidder og stirre ud i luften og jeg ved han ikke kan kigge på mig, for han vil ikke vise sine følelser. Ikke her.

Træthed og udmattelse sniger sig ind på mig

Det er som om alt ilt er blevet suget ud af rummet. Jeg oplever en mærkelig stilhed, selv om dommeren stadig snakker. Måske er det bare en stilhed inde i mig selv. Jeg er tom! Nu er presset over. Alt er kommet frem, dommen er afsagt, men jeg ved stadig ikke om han er skyldig. Jeg er ikke enig i dommen, ud fra de fysiske beviser mener jeg ikke han skulle dømmes så hårdt, og det mener forsvarsadvokaten heller ikke. Men helt ærlig, så orker jeg ikke mere. Jeg er træt, børnene er trætte og heldigvis er min eksmand også træt. Man kan anke dommen og håbe på noget mindre, men så er det et år mere på denne måde. Det kan vores børn bare ikke holde til. Jeg sidder her og må forholde mig til det, for om lidt vil min eksmand spørger “ hvad synes du?”, ja hvad fanden syntes jeg…. “At du skulle have sørget for du ikke endte i sådan en l…. situation, til at starte med”, det er hvad jeg syntes!

På vejen hjem, tænker jeg meget over at han nu bare bliver kørt tilbage til en celle, uden nogen at drøfte situationen med. Manden har lige fået at vide, at han skal være væk fra sine børn i 7 år og nu skal han bare sidde der med sine tanker helt alene, jeg har trods alt mine veninder at dele det med.

Vi slutter dagen af med en frokost og en lang gåtur ved vandet, jeg er nødt til at få det rystet af mig, for dagen er gået og ungerne skal hentes. For dem, er det jo bare en helt almindelig onsdag..

Xoxo

Tilbage til hverdagen

Livet går jo videre og selv om vores privatliv, lige nu ligger i ruiner, så fortsætter jorden med at dreje rundt! Om lidt starter jeg i 5 måneders studie praktik. Min praktikplads ligger ikke mindre end, 1,5 times kørsel fra min bopæl og jeg aner ikke hvordan jeg skal få det til at gå op. Skal jo stadig hente børn inden for daginstitutionernes normale åbningstid. Men som så meget andet, skal der jo bare findes en løsning. På dette tidspunkt, er jeg stadig i en tilstand af chok og for alt i verden vil jeg ikke lade min eksmands handlinger, påvirke vores fremtid og bestemt ikke mit studie. Set i bakspejlet, havde det været klogt at tage orlov. For det var benhårdt for mig og ikke til børnenes bedste! Men det var en beslutning jeg tog, fordi jeg ikke kunne give afkald på mere af mig selv…

Bedstefædrene hentede ungerne fra institution 4 dage om ugen, det fungerede rigtig fint i starten. Ungerne kender jo deres bedstefædre godt og er trygge. Men lykken vare ikke ved, efter nogle uger, begyndte drengene at reagere.

Den store blev udadreagerende og havde rigtig dårlige dage i skolen. Den lille gik mere og mere ind i sig selv. Han stoppede stort set med, at lege i børnehaven. Sad bare på sin plads og ventede på mig.

Jeg har fra starten været åben omkring vores situation, over for de fagfolk der var tæt på mine børn. For jeg er af den overbevisning, at hvis mine børn skal komme helt igennem dette, kan jeg ikke løfte det alene. Og jeg priser mig lykkelig fordi de pædagoger og lærer børnene har, rummer stor faglighed og engagement.

Da halvdelen af min praktik er overstået, må jeg indse, at mine børn simpelthen ikke kan holde til det mere. De savner deres mor og selv om morfar giver kage og soppeturer ved stranden, så går det bare ikke!

Med ondt i maven og hjertet oppe i halsen, kontakter jeg min chef, og for første gang fortæller jeg om vores situation, til mennesker uden for indercirklen. Men det er også her jeg finder ud af, at dette forløb også vil påvirke mig og jeg er angst for at det vil kunne skabe begrænsninger for mit arbejdsliv og privatliv. Jeg er så flov og så bange for, at nogen skal dømme mig for min eksmands fejltagelser. Hvordan vil folk se på mig efter dette? Vil de tænke, at jeg har dårlige dømmekraft, fordi mine børns far er i fængsel? Jeg bliver overvældet af tanker og slår konstant mig selv i hovedet med det! Men det er et helt indlæg for sig selv…

Vi finder en løsning og jeg afslutter min praktik, samtidig med at jeg kan være der for mine børn. Og er tilmed efterfølgende, blevet ansat i studie job på mit praktiksted. Det får stor betydning for den måde jeg ser mig selv på… Det er ikke mig der har brudt loven!!! For 13 år siden, da jeg mødte børnenes far, var vi unge og situationen, en helt anden. Men det følger mig endnu, indeni er jeg stadig angst for at blive dømt af mine omgivelser, særligt når det kommer til nye relationer.

Med hverdagen kommer også håndtering af sorg

Nu er der ved at være så meget ro på den praktiske del af situationen og vi begynder at mærke vores følelser. Børn er heldigvis så umiddelbare og uden filter, at de reagere når de har brug for det. Så de har selvfølgelig været i gang med deres sorg process fra start. Men jeg begynder så småt at se, at min uendelige kærlighed og omsorg ikke helt er nok. Jeg har i måneder nu, haft børnene helt tæt, vi sov sammen, jeg rummede deres vrede og trøstede dem når de var kede af det.

Men særligt min store dreng havde brug for mere.

Jeg fik kontakt til en psykoterapeut, som har specialiseret sig inden for det, der hedder sandplay. Her kom der for alvor gang i min søns sorgbearbejdelse og for første gang kom han i kontakt med den vrede han rummede, til sin far. Den lille fyr havde nu i måneder været vred på politiet over, at de havde taget hans far fra ham, men nu kunne han sætte ord på sin vrede til sin far… Ved det næste besøg i arresten, tog jeg fri og tog med. Her fik vores søn med støtte fra mig, fortalt sin far hvor vred han var. Og far kunne rumme det, mødte vores søn og tog skylden på sig. Denne episode, fik stor betydning for den lille dreng, med den store sorg. Pludselig forsvandt hans tristhed, problemerne med at falde i søvn om aften og hans angst for at jeg skulle forsvinde blev meget mindre. Dette fortæller mig, at det er så vigtigt for vores børn, at vi nogen gange hjælper dem til at få tingene sagt og vi hjælper ingen ved at tie ting ihjel.

Xoxo

Den første tid efter

Okay, her står jeg så 32 år gammel, nyskilt, mor til to, med en eksmand i fængsel!

Under uddannelse, i øvrigt står den næste eksamen for døren om et par uger!! Hus, have og to hunde. Det var ikke helt sådan jeg havde forestillet mig det da jeg søgte skilsmisse.

Så hvor starter man, når der skal ryddes op efter 2. Verdenskrig der lige har ramt mit liv?

Jo ser i, jeg bliver praktisk anlagt og nu skal der handles…Fordelen ved dette er, at jeg dermed ikke skal forholde mig til mine følelser!

Få økonomien til at hænge sammen

Blækket på skilsmissepapirerne er nærmest ikke tørt, og det økonomiske tilskud som jeg havde forventet skulle komme fra min eksmand, må jeg nok sande lader vente på sig. Men regningerne skal betales. Her går det store oprydningsarbejde i gang, på den økonomiske del af mareridtet. Alt hvad der er overflødigt, bliver sorteret fra. Mit avisabonnement, trænings abonnementet (som jeg alligevel ikke får brugt), jeg ringer endda til mit teleselskab for, at forhandle en bedre aftale. På dette tidspunkt har jeg intet at tabe og alt at vinde, min værdighed forsvandt lidt da politiet forlod min matrikel, så hvor svært er det at tigge om almisser hos teleselskabet! Så jeg tager simpelthen et udskrift fra banken og ringer til alle jeg har en serviceaftale med og forhandler dem ned i pris, her spiller jeg på alt hvad jeg kan, særligt min nuværende lorte situation. Bilen bytter jeg ud med en mindre. Arvestykkerne fra mormor kommer på auktion for jeg skal hive penge ind til den næste termin.

Frygten for at miste vores hjem

På dette tidspunkt, er der to navne på skødet på mit hus, mit og min eksmands. Min størst frygt er, at politiet kan gøre krav på huset eller tvinge os til at flytte. For hvad ved jeg om det og jeg tør ikke spørge nogen for vil jo ikke have unødig opmærksomhed henledt til mig, hvorfor ved jeg ikke, for jeg har absolut intet at skjule. Det eneste jeg fokusere på er, at børnene ikke skal flytte. De skal blive i deres vante omgivelser og skal ikke udsættes for yderligere stress. Og helt ærligt, så har jeg heller ikke kræfter til at skulle igennem den proces der ligger i at flytte.

Jeg sælger også ud af min eksmands ting, det er faktisk det første der ryger. Måske der også er en lille vendetta involveret her! Et øjeblik, smiler jeg ved tanken om, at skulle fortælle ham, at hans yndlings kap geringssav er solgt! Så kan han fucking lære det! De små glæder har stor værdi på dette tidspunkt og jeg suger dem til mig som rødvinspletten på et hvidt gulvtæppe.

Der går måneder før min økonomi er nogenlunde på plads og huset på papirerne bliver mit alene. I perioden optil er jeg super stresset, for jeg føler mig reelt i fare for at miste vores hjem. Igen, jeg ved ikke faktuelt om dette kunne ske, men frygten er nok for mig.

På med arbejdstøjet

Jeg trækker i arbejdstøjet og begynder, at ombygge huset, så jeg kan leje et værelse ud. Min eksmand har efterladt et større byggeprojekt og pengekassen er næsten tom. Her kommer google, youtube og vennetjenester for alvor til gavn. Jeg lærer at bygge med gips, træ, vådrumssikre et badeværelse, and so on… Jeg arbejder nærmest i døgndrift de første måneder for at få huset og min økonomi sikret. Men her 11 måneder efter, tænker jeg stadig over hver en øre jeg bruger.

Mine veninder har flere gange spurgt, hvordan jeg gør det og hvordan jeg kan finde ud af alt det håndværksmæssige… Hmmm det kan jeg faktisk heller ikke, men jeg er tvunget til at lærer det, hvis jeg vil skabe de bedste rammer for mine børn på dette tidspunkt. Og et gammelt ordsprog siger “nød lære nøgen kvinde at spinde” her lærte jeg bare at håndtere en dyksav fremfor en spinderok.

Kan man aflyse julen?

Nu står julen snart for døren, shit en lorte tid. Det er den første jul uden far! Kan man aflyse julen? Nej det er nok ikke en mulighed. Men vi skal i hvert fald ikke sidde her, helt alene. Jeg er ikke så heldig, at have en stor kærlig familie. Det der er tilbage af familien køre lidt deres eget show og som jeg talte om i det tidligere indlæg, så er der noget med nyhedsværdien omkring vores situation. Men nu er vi ikke den store nyhed mere, så folk forsvinder stille og roligt…

Jeg ved vi er velkommen hos det der er, af familie men jeg skal, som mor virkelig tænke over hvem mine børn er sammen med på dette tidspunkt. Det skal være mennesker som har så meget at give og overskud til at sætte sig selv lidt i baggrunden. Og sådan er min familie ikke.

Her kommer netværket i spil, jeg vil væk, væk fra Danmark. Vi vil på flugt fra det helvede vi er endt i. Men hvor kan man komme hen uden penge???

Nogle venner i Dubai forbarmende sig og tilbyder os et sted at bo og off we go. Det er nok en af de bedste beslutninger jeg tog. Her kunne ungerne og jeg bare være sammen, flere gange i løbet af dagen glemte vi helt vores situation hjemme i danmark. Vi var i 14 dage bare en helt almindelig familie, på spare ferie i Dubai.

Vi ender faktisk med at aflyse Julen, jeg bestak børnene med pizza, sandslotte og højtlæsning og det endte med at vi alle havde en fantastisk ”aflyst jul 2017”.

En tilstedeværende mor

Det som mine børn havde mest brug for, var ikke nyt legetøj men en mor i ro. De havde brug for at gå ture på stranden, lave sandslotte og mærke at deres mor var helt tilstede. Hvis mine børn skal komme bedst muligt igennem dette, så er det mig der skal reparerer dem, hvilket jeg gør ved at være nærværende og rummelig overfor deres tanker og følelser. Men det kræver faktisk meget når man selv er i krise. Men jeg gjorde det så godt jeg kunne.

xoxo

 

Politiet banker på

Follow my blog with Bloglovin

Klokken er 03:30, der er ro i huset. Ungerne og jeg ligger sammen og sover. Deres far og jeg er lige blevet skilt en måned forinden. Så børnene har brug for tryghed og jeg har brug for at give dem det.

Jeg har om aften haft en samtale med min eksmand om at han ikke kan overnatte i annekset så meget som han hidtil har gjort, for jeg har brug for luft. Brug for at komme mig over endelig, at have truffet beslutning om skilsmisse efter 13 års samliv.

Jeg er som så mange andre gange, lidt hård i min tone og inden jeg lægger mig på puden sender jeg en sms til min eks med et hjerte. For skilsmissen er min beslutning alene, men jeg kan ikke lide at gøre ham ondt.

Det kan kun være politiet!

Det banker på hoveddøren, på den måde som kun politiet banker på. Jeg tager dynen om mig og går mod hoveddøren. Der er helt mørkt, jeg misser med øjnene da jeg forsøger at se hvem der står derude i gennem ruden. Jeg råber ”hvem er det”, men faktisk ved jeg det jo godt helt inderst inde. De viser mig deres skilt, som jeg jo desværre har set før. Og nu ved jeg godt hvad klokken den har slået.

Jeg låser op og stikker hovedet ud, de spørg om de må komme ind, om jeg har noget imod, at de ransager mit hjem. Gu fanden har jeg det, men det siger jeg ikke. De fortæller de har anholdt min eksmand. 1000 tanker går igennem mit hoved, mest praktisk. HVAD MED BØRNENE!!! Kan jeg sige nej tak og bare gå i seng igen? Jeg kommer frem til, at det nok ikke er en mulighed. Derfor siger jeg til betjentene, at såfremt de ikke vækker mine børn og de er væk før ungerne står op, så er de velkommen.

De to betjente kommer ind i mit køkken, jeg står stadig der med min dyne omkring mig. Min krop ryster sagte for jeg ved, at lige om lidt bliver hele mit hjem kigget efter. Jeg tænker både på de skuffer jeg ikke har fået ryddet op i, nullermændene under skabene, fuck jeg har slet ikke lyst til det her! Jeg er slet ikke forberedt på at få gæster nu… Men valget er ikke mit og jeg må bare følge med strømmen.

Som den gode pige jeg selv har opdraget mig til at være, tilbyder jeg både kaffe og te, smalltalker det bedste jeg har lært. Jeg ved endnu ikke hvad det hele handler om. Betjentene fortæller, at der lige om lidt vil komme en narkohund og en sprængstofhund som også skal undersøge min ejendom. Det begynder at gå op for mig, at det her nok er alvorligt.

Intet er som før

Da klokken nærmer sig 05:30, takker politiet af. De forlader mit hus. Jeg bliver her og børnene sover præcist som for to timer siden. Intet er ændre men samtidig er alt ændret. Det føles som om alt ilt er taget med ud af rummet. Jeg sidder alene med mine tanker og lige om lidt står mine to små drenge op. Og her sidder jeg med en følelse af, at have været i krig, min sjæl føler sig voldtaget og krænket.

Politiet var søde og behandlede mit hjem med respekt, inden for kunne man ikke med det fysiske øje se de havde været der. Men alligevel var alt forandret, urent på en måde. Den følelse som det giver, at fremmede kigger en i sømmene uden rigtig at være invitere, efterlader et stort aftryk.

Men om jeg vil det eller ej, børnene vågner lige om lidt. Jeg sidder stadig her på køkkenstolen og kigger ind i brændeovnen. Jeg må ryste det af mig. For nogen har brug for deres mor!

Så meget jeg ikke husker

De næste timer husker jeg ikke. Men jeg får afleveret drengene i børnehave og skole. Og klokken er nu så mange, at jeg kan række ud til dem jeg har omkring mig.

Jeg bliver hurtigt mandsopdækket og nyhedsværdien er stor, folk vil meget gerne være der for mig på dette tidspunkt, men det holder ikke i længden. På et tidspunkt ved jeg størstedele vil falde fra.

Alvoren melder sig

Igen flyder timerne sammen for mig, jeg er i chok, men ved ikke rigtigt hvad jeg skal forvente, det kan jo være stort og småt. Så lige nu restituere jeg blot efter nattens krænkelser. Men lykken vare ikke ved. Min telefon ringer og en af min eksmand veninder ringer og spørger om jeg har læst det? ”Læst hvad”? Mine børns far er i Ekstrabladet. Den sag han er sigtet i er så stor at sladderspalterne gider at skrive om den. Det er først senere, jeg rationelt tænker over, at lige ved siden af artiklen om min eksmand, er en artikel om de unge mødre. Så vigtigere er det heller ikke. Men et øjeblik føler jeg, at mit undertøj er blevet luftet midt inde på Rådhuspladsen. Så alle kan se.

Jeg er klar over, at hvis han bliver dømt i denne sag, vil der være mulighed for, at han er væk resten af vores børns opvækst.

Jeg synker i knæ og skriger midt på gårdspladsen. Min verden forsvinder, jeg får tunnelsyn. Jeg er ved at gå i chok. Noget inden i mig fortæller mig, at jeg skal rejse mig nu for ellers bliver jeg liggende her. Det kan jeg ikke tillade mig, for der er to drenge som mere end nogensinde har brug for deres mor.

Jeg får kæmpet mig på benene og styrer direkte med den grønne port, hvor jeg ved der står en halv kasse øl, fra sommerfesten måneder tilbage. Jeg åbner en øl drikker til det gør ondt i svælget, den kolde væske gør, at jeg tænker lidt mere klart. Så klart, at jeg ved jeg skal ringe efter nogen! Jeg ringer til min søster, fremstammer nogle uforklarlige ord ”har du læst, har du læst”, hun svar ”Hvad siger du” for hun kan formentlige ikke forstå et ord af det jeg siger. Jeg græder så meget, som jeg aldrig har gjort før. ”Du må komme”, Min søster siger at hun kommer med det samme, for hun fornemmer om ikke andet, at noget er helt galt.

På det her tidspunkt, er min hjerne i overlevelses mode. Hvilket også betyder, at jeg ikke husker ret meget. Men en ting jeg husker, det var oktober 2017 varmeste dag.

Min søster tager børnene med hjem til overnatning, så jeg har mulighed for at samle tankerne. Nu har det handlet nok om mig, nu skal jeg finde ud af hvordan og hvad jeg fortæller mine drenge på 3 år og 7 år.

Hvad siger jeg til børnene

Her starter 11 måneders tankevirksomhed, som udelukkende omhandler: HVAD SIGER JEG TIL BØRNENE!

Der er flere dilemmaer i dette for mig. Jeg skal fortælle dem, at deres far er i fængsel. Helst uden, at de mister noget for ham, uden de bliver helt ødelagte og kede af det. De må tilmed helst heller ikke syntes politiet er dumme…. What to do?

Jeg søger råd og vejledning alle steder. På nettet står der ikke meget (Årsagen til, at jeg deler mit liv med jer på denne blog). Heldigvis har jeg en bekendt som er børnepsykolog, min chef er familiebehandler og store dele af mit netværk arbejder inden for det socialfaglige felt. Jeg søger råd i faglitteratur, men det tætteste på en afklaring jeg kommer er ”hold dig så tæt på sandheden som muligt”. Sandheden er bare, at jeg ikke ved noget på nuværende tidspunkt, ud over at politiet efterforsker. Det er faktisk det jeg siger til drengene. På den måde køber jeg noget tid til at kunne finde hoved og hale i den ruinen som før var vores liv.

xoxo