Bliver der overhovedet tænkt på børnene?

0 Flares Facebook 0 Filament.io 0 Flares ×

Jeg spørger mig selv, gør vi nok i Danmark for at beskytte børn, som uheldigvis ender midt i en politi efterforskning?

Fængslerne har indrettet børnevenlige besøgslokaler, personalet ved kriminalforsorgen har fuldstændig styr på de rette pædagogiske vendinger og børnene kan tilmed være så heldige, at få en gave med derfra. Men kan tydelig mærke, at de forsøger at gøre en svær situation lidt lettere for de små mennesker også kaldet børn, som besøger deres arresthus.

Men så længe sagen efterforskes af politiet, og der skal være brev- og besøgskontrol, så er der bare ting som ikke er børnevenlige og desværre kan fængslets børnevenlige personale ikke opveje dette…

En fremmed er tilstede

Til vores første besøg i arresthuset på Blegdamsvej, talte jeg med børnene om hvordan det hele ville forgå. Jeg havde på forhånd haft et besøg alene, så jeg kunne gengive processen for børnene. Jeg kunne forberede dem på metaldetektoren og tremmerne. Men jeg kunne ikke forberede dem på den følelse man får, når man bliver lukket ind i et lille rum med sin far, mor og en betjent. Jeg kunne se hvor utryg drengene var. Jeg gjorde alt for at “small talke” og skabe en naturlig stemning, i et unaturligt miljø. Deres øjne flakkede fra mig og op på den fremmede, som var til stede. Intet er naturligt og hyggeligt i disse omgivelser. Men vi må få det bedste ud af det! Efter et par besøg blev det bedre, men det forblev mærkeligt!

Undskyld, nu kommer du lidt for tæt på

Det skal siges at der var stor forskel på hvilken betjent, der var tilstede under besøgene. Én gang havde vi en dame med og allerede ved indtjekning, var hun sur og tvær. Jeg havde ikke ID med på min lille dreng, (hvilket jeg aldrig havde vist på børnene tidligere), og det var kun med nød og næppe vi kom ind. Vi kommer ind i rummet med det lille bord, hvor omkring der er placeret 4 stole. I hjørnet stod en gammel sovesofa med et utal af udefinerbare pletter på. Bordet var fedtet fra den tidligere arrestant besøg. Jeg væmmes, mens jeg tørrer bordet af.

Da børnenes far ankommer til besøgslokalet, bliver vores søn glad og jeg glædes over at se dem genforenet. Jeg sætter mig på den ene side af bordet og betjenten sætter sig lige bagved mig. Jeg kunne ikke rykke min stol ud hvis jeg ville og jeg kunne mærke hendes ånde i nakken. Det var bestemt ikke rart for mig, men det kan da heller ikke have være rart for hende?… Der er mange måder at overvåge på, men hun tog det meget bogstaveligt. Ikke andre end min frisør kommer så tæt på mig!

Her sad hun så, med sin lille blok og skrev hvert et ord ned, vi sagde. Jeg følte mig, om muligt, endnu mere krænket end nogensinde før..  Jeg blev så bevidst omkring hvad jeg sagde under besøget, at jeg til sidst valgte at tie…

Hvorfor skal børnene straffes?

Jeg går i høj grad ind for, at man skal tage sin straf hvis man har brudt loven. Men jeg mener også det er et håbløst, forældet system, hvis vi ønsker at resocialisere mennesker med en kriminel løbebane. Det må efterhånden være bevidst, at straf som udføres på denne måde oftere blot fører til, at de kriminelle kommer længere væk fra samfundet og tillærer sig nye egenskaber inden for det kriminelle miljø ved et ophold i fængslet. Men det er en anden sag.

Jeg forstår dog ikke, at vi i 2018 ikke kan gøre mere for børnene til de arrestanter, der er i Danmark. Kan vi virkelig kun finde ressourcer til, at et barn kan se deres far 1 time om ugen? Og at deres brev-kommunikation teknisk set ikke er mulig, da et brev sagtens kan være 14 dage undervejs og det er kun den ene vej. Jeg har forståelse for, at en efterforsker ikke har uanede mængder af tid og selvfølgelig skal prioritere det der er vigtigt, for at få den skyldige dømt og de kriminelle væk fra gaden.

Vi har ansat menigmand til at udføre politiarbejde i fotovogne, rundt om på landevejene, kunne man ikke gøre det samme ved overvåget besøg? Jeg mener, det er da også spild af ressourcer, at have uddannet politipersonale, til at sidde som børnepasser i et besøgslokale, når vi i den grad mangler dem på gaden. Hvorfor er det ikke muligt at tale sammen over SKYPE? På den måde vil børnene kunne sidde trygt i deres hjem, og tale med far. Stadig med opsyn fra en ansat.

Mine børn har stillet mange spørgsmål omkring dette system. Og jeg har måtte være kreativ i mine besvarelser, for jeg ser ingen mening i det. Men jeg ønsker heller ikke, at de skal få et anstrengt forhold til ordensmagten fra barnsben . For det tænker jeg vil kunne blive yderligere en risikofaktor for, at de selv ender på den forkerte side af loven. Jeg ønsker mere end noget andet, at mine drenge vokser op og respekterer alt omkring vores velfærdssamfund, herunder også ordensmagten. Men jeg må tilstå, at det kan synes svært at retfærdiggøre, i en situation som denne. I perioden for varetægtsfængslingen, er det kun tilladt, at der kommer to besøgende, én gang om ugen, hvilket for mine drenge betyder, at de hver har set deres far én time hver 14. dag. En far som de har haft omkring sig hele deres liv.

Den ubetingede kærlighed

Børns kærlighed til deres forældre er ubetinget. Lige meget hvor meget min eksmand har kvajet sig, og det har han… -så elsker mine drenge ham! For min skyld kunne politiet låse min eksmand nede i en kælder og fodre ham med vand og brød. Bare de sørgede for at børnene kunne få mere kvalitetstid med deres far under efterforskningen. Det forholder sig sådan i Danmark, at der ingen regler er for, hvor længe en arrestant må sidde varetægtsfængslet. Det er op til dommeren at vurdere, om der er bevismateriale, som i tilstrækkelig grad peger på, at de kan dømme med en straf, som er længere end varetægtsfængslingen. Så jeg må formode, at der sidder børn derude, som i meget længere perioder end os, kun har den sparsomme kontakt til deres far eller mor.

Kan børnene tåle at vi anker?

Nu er min eksmand dømt. Han havde mulighed for at anke sin dom, hvilket forsvarsadvokaten rådede ham til at gøre. Min eksmand spurgte mig til råds. Desværre måtte jeg meddele ham, at jeg ikke fandt, at det var hensigtsmæssigt for vores børn. Dette på trods af bevismaterialet i sagen var ekstremt tyndt og det faktisk ville være sandsynligt, at en anden dommer ville se anderledes på det. Men vores børn ville simpelthen ikke kunne klare endnu / yderligere 10 måneder (+/-) med overvågning og skærpede restriktioner under samvær med deres far. På den måde kan man sige, at de vilkår arrestanter sidder varetægtsfængslet på, også afholder tiltalte fra at anke en dom og måske tager en længere straf, end der er reelt belæg for i bevismaterialet!

Ligeledes findes der også mennesker, som sidder en lang varetægtsfængsling og så bliver frikendt. Hvad med deres børn… De sår som dannes på barnets sjæl er uoprettelige. Det er noget de skal leve med resten af deres liv, et traume de skal bære. Det synes jeg godt vi kan gøre bedre!

Xoxo

 

One Reply to “Bliver der overhovedet tænkt på børnene?”

  1. Kære Fie,
    Jeg er ikke uenig i dine pointer, særligt når du tager børnenes perspektiv.
    Jeg tænker dog, at hele diskursen i vores samfund, altså hvordan medierne, interesse fællesskaber og vi selv omtaler straffe og håndtering af fangerne, som alt for milde, er medvirkende til at påvirke betjente til at “skrue bissen på”. Ikke at det berettiger den krænkelse du oplevede og det tomrum dine børn må føle ifht. den begrænsede kontakt til deres far. Men hvor går grænsen? Og hvor og hvordan startes en holdningsændring blandt befolkningen? Jeg har ikke svarene og ved ikke om denne platform er den rette for sådan en diskussion. Men kan ikke undlade også at se problematikken fra betjentens perspektiv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *